Sammendrag
Etagesystemerne er endnu så nye i Danmark, at der mangler dokumentation af de mest grundlæggende forhold. Der er ikke lavet større undersøgelser af gødningsproduktion. Vi vil undersøge forholdene omkring gødningsproduktion, fordelingen af gødning mellem dybstrøelse og fast gødning på gødningsbånd og indhold af plantenæringsstoffer i gødningen. Danske landmænd står overfor skrappe krav om indberetning af gødningsplaner, men der findes kun ét staldsystem med etager i normtalstabellen. Værdierne herfor er estimerede tal fra en traditionel skrabeægsstald. For at kunne lave et korrekt gødningsregnskab og for at hjælpe på miljøsiden med at få beskrevet produktionen korrekt er der behov for en opdatering af normtalstabellen. Opdateringen omfatter både beskrivelse af alle de nye staldtyper med etager samt gødningsværdierne og fordelingen mellem gødning på bånd og i strøelse for det enkelte system.
Formål
I den danske normtalstabel (Hanne Damgaard Poulsen (ed)) findes etageanlæg kun som voliere til skrabehøner. Normtallene angivet for produktion i den obligatoriske gødningsplanlægning er estimater foretaget ud fra tallene for skrabeæg i kummestald. Etageanlæg til høner med adgang til udearealer er slet ikke angivet. Der er behov for at angive korrekte gødningsmængder og fordelinger samt at få angivet korrekt indhold af N, P og K i gødningen i normtalstabellen.
Offentliggørelse
Resultater vil løbende blive offentlig på denne side og på www.landbrugsinfo.dk/fjerkrae samt i bladet Dansk Erhvervsfjerkræ.