Formål
Formålet med boksforsøgene er at generere ny viden og opsamle sammenlignelige forsøgsresultater, som alle slagtekyllingeproducenter hurtigt kan anvende i deres egen besætning til optimering af kyllingernes velfærd, produktivitet og slagteværdi.
Indhold
Forsøgene gennemføres i 12 bokse, hvoraf det ene boksforsøg vil blive suppleret med et storskalaforsøg (problemstillingen vil blive undersøgt i to identiske slagtekyllingehuse). Herved sikres, at der er en god synergi mellem forsøg og praksis. Herudover planlægges det som noget nyt at etablere en følgegruppe, hvor det er muligt at gå lidt mere i dybden med at diskutere boksforsøgenes faglige indhold og forsøgsarbejdet med relevante fagfolk indenfor fjerkræbranchen. Formålet med en følgegruppe er at sikre, at resultaterne bliver så anvendelige som muligt samt implementeres så bredt og hurtigt som muligt hos slagtekyllingeproducenterne. Det planlægges, at skifte forsøgsvært i løbet af 4. kvartal af projektperioden. Dette giver mulighed for blandt andet at etablere skålefodring i boksene, hvorved det er muligt at gennemføre for eksempel en produkttest af forskellige foderskåle. Herudover vil det være muligt at få ny viden ved for eksempel at overvåge forsøgsboksene med et web-kamera. Der gives forslag til blandt andet at undersøge følgende: effekten ved delslagtning, produkttest af foderskåle, produkter til sænkning af pH i strøelsen (reducering af ammoniakemissionen) og betydningen af forspiret hvede på produktionsresultaterne. Hvis der opstår en akut problemstilling vil denne kunne undersøges hurtigt i boksforsøgene.
Der gennemføres 4 forsøg i projektperioden.
Der udarbejdes for hvert boksforsøg en rapport, som offentliggøres på http://projektfinansiering.vfl.dk. Her er rapporterne frit tilgængelige for alle interesserede brugere. Et resumé af hver rapport udsendes med posten til alle slagtekyllingeproducenter. Herudover beskrives resultaterne fra forsøgene i fagtidsskrifter og præsenteres i forskellige indlæg ved kongresser, temadage, kurser og i Erfa-grupper for slagtekyllingeproducenter.
Resultaterne stilles gratis tilrådighed for alle parter.