Landmandens Klimaværktøj - Fjerkræ

Projektansvarlig: Jette Søholm Petersen

De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside:
4. kvartal 2021. Projektets resultater stilles gratis til rådighed

Introduktion: Formålet er at styrke fjerkræproducenters viden om produktionens klimamæssige konsekvenser samt give den enkelte bedrift mulighed for at vurdere, hvilke tiltag der kan reducere klimabelastningen. Målet er at udvikle et POULTRY-modul, som kan levere info til ”Landmandens Klimaværktøj” om fjerkræprodukternes klimaaftryk. Dette skal indgå i det samlede klimaregnskab for en fjerkræbedrift.

Projektet knytter sig til det igangværende projekt ”Landmandens Klimaværktøj” ved at levere specifik faglig viden om fjerkræprodukter, kød og æg, som er nødvendig for at klimaberegninger på fjerkræprodukter kan indgå optimalt i ”Landmandens Klimaværktøj”. Herved sikres det, at ”Landbrugets Klimaværktøj” kan bruges af fjerkræproducenter til dokumentation af bedriftens klimaaftryk, på lige fod med andre driftsgrene, baseret på den nyeste viden om produktionsforhold og virkemidler. Fjerkræproducenterne har brug for et værktøj, der kan beregne drivhusgasudledningen fra bedriftens nuværende produktion. Det er vigtigt at beregne klimaaftrykket efter standardiserede metoder, da alle vil differentiere sig, men det skal ske på et standardiseret grundlag. Det er ligeledes vigtigt at anvende internationale, anerkendte standard beregningsmetoder. Projektets aktiviteter er fordelt på: Delopgave 1: POULTR- modul til klimaaftryk for slagtekyllinger og rugeæg, Delopgave 2: POULTRY-modul til klimaaftryk for konsumæg, Delopgave 3: Udvikling af virkemidler i fjerkræproduktioner og Delopgave 4: Formidling af resultater til fjerkræproducenter og deres virksomheder samt projektledelse og koordinering med andre projekter herunder ”Landmandens Klimaværktøj” samt koordinering med en fjerkræfølgegruppe.

Projektet giver fjerkræproducenter redskaber til at hjælpe med at vurdere klimaaftrykket af deres produktion af kyllinger, rugeæg og konsumæg. Derudover sikrer det, at ”Landmandens Klimaværktøj” kan beregne klimaaftrykket af fjerkræprodukterne så præcist som muligt. På langt sigt gør projektet det muligt for fjerkræproducenter at hjælpe regering og landbrug til at reducere klimaaftrykket med 70% inden år 2030.

Projektresultater:

Bedre foderudnyttelse og reduceret foder klimaaftryk hos fjerkræ
Foderets klimaaftryk er den faktor der har størst (70-90%) betydning for klimaaftrykket for 1 kg kylling eller 1 kg æg. Derfor er det vigtigt for en fjerkræproducent at vide, hvor højt klimaaftrykket er per kg foder dyrene spiser. Beskrivelsen indgår også i Virkemiddelkataloget for Landbrugets klimaværktøj. 

Beskrivelse af fast overdækning af gylletank til fjerkrægødning som klimavirkemiddel for ægproducenter
Fast overdækning af en gyllebeholder til fjerkrægødning halverer NH3 emissionen fra gødningen. 

Beskrivelse af varmeveksler som klimavirkemiddel for slagtekyllinger
Varmevekslere der er udstyret med filter til opfangning af NH3 kan fjerne op til 30% af NH3 emissionen fra slagtekyllingestalde. Beskrivelsen indgår også i Virkemiddelkataloget for Landbrugets klimaværktøj.

Erfaringer med brug af varmeveksler i stalde med æglæggende høner
Flere ægproducenter i DK og i udlandet er glade for at anvende varmevekslere i deres æglæggerstalde, da de kan måle at staldluftens indhold af NH3 falder. Der er endnu ikke beregnet, hvilken effekt det har på emission af klimagas fra æglæggerstalde. Erfaringer med anvendelse af varmeveksler i æglæggerstalde indgår i en artikel, der er udsendt med nyhedsbrevet FjerkræNyt.

Fjerkræ i Landbrugets klimaværktøj v. Jette Søholm Petersen
Nyt vedr. Landmandens Klimaværktøj udsendt via FjerkræNyt fra SEGES d. 10. september 2021.

Flowdiagram (regneark) til beregning af klimaaftryk for 1 kg kylling udarbejdet af Jette Søholm Petersen, SEGES
Flowdiagram med in- og outputs der påvirker klimaaftrykket per kg kylling samt henvisning til hvor data findes. Regnearket blev testet sammen med Landbrugets klimaværktøj i november – december 2021.

Flowdiagram (regneark) til beregning af klimaaftryk for 1 kg æg udarbejdet af Jette Søholm Petersen, SEGES.
Flowdiagram med in- og outputs der påvirker klimaaftrykket per kg æg samt henvisning til hvor data findes. Regnearket blev testet sammen med Landbrugets klimaværktøj i november – december 2021.

Hvad kan Landbrugets klimaværktøj generelt og for fjerkræ v. Julie C. Henriksen og Jette Søholm Petersen
På Fjerkræ temadag & workshop d. 3. november handlede det første fælles indlæg om hvordan fjerkræ indgår som en vigtig del af Landbrugets klimaværktøj både når det gælder opgørelse af klimaaftryk på bedriftsniveau og på produktniveau. Præsentationen har været udsendt med FjerkræNyt nr. 5.

Indtryk fra Fjerkræ Temadag & Workshop d. 3. november 2021
Fjerkrætemadagen havde 44 deltagere, og blev skarpt styret af Martin Merrild, som ordstyrer. Præsentationen af fjerkræ i Landbrugets klimaværktøj vakte stor interesse og fjerkræproducenterne var glade for at de fremover kan dokumentere deres lave klimaaftryk på produktniveau.

Invitation til Fjerkræ temadag & workshop d. 3. november 2021 på Årslev Kro
Fjerkræ temadag & workshop formidlede viden fra hele 3 projekter ”Landmandens klimaværktøj – Fjerkræ”, ”Reduktion af indvoldsorm hos æglæggende høner” og ”ORPHEUS”. Dagen blev afholdt i samarbejde med Innovationscenter for Økologisk Landbrug. Invitation til og program for Fjerkræ temadag workshop blev udsendt via september udgaven af Dansk Erhvervsfjerkræ og med FjerkræNyt nr. 4. 

Klimaregnskab for økologisk fjerkræ Indlæg på Økologikongres d. 26. november 2021 v. Jette Søholm Petersen
Resultater fra Landmandens klimværktøj Fjerkræ blev præsenteret i en tværfaglig session, hvor Landbrugets klimaværktøj blev præsenteret generelt og i mindre grupper for de enkelte produktionsgrene. Her blev beregning af klimaaftryk per kg økoæg præsenteret. 

Landmandens Klimaværktøj – Fjerkræ v. Jette Søholm Petersen
Status rapport vedr. Landmandens Klimaværktøj udsendt med FAF - Nyhedsbrev fra L&F Fjerkræ d. 21. marts 2021.

Landmandens Klimaværktøj – Fjerkræ v. Jette Søholm Petersen
Status rapport vedr. Landmandens Klimaværktøj udsendt med FAF - Nyhedsbrev fra L&F Fjerkræ d. 18. juni 2021.

Landmandens Klimaværktøj – Fjerkræ v. Jette Søholm Petersen
Status rapport vedr. Landmandens Klimaværktøj udsendt med FAF - Nyhedsbrev fra L&F Fjerkræ d. 20. september 2021.

Landmandens Klimaværktøj – Fjerkræ v. Jette Søholm Petersen
Nyt vedr. Landmandens Klimaværktøj udsendt via FjerkræNyt fra SEGES d. 28. maj 2021.

Vejledning til Landmandens Klimaværktøj Fjerkræ v. Jette Søholm Petersen
Denne vejledning indeholder en kort forklaring af beregning af produktaftryk for fjerkræ, samt en liste over hvilke data der skal indhentes for at beregne klimaaftryk per kg kylling og æg.