Born2Live - SEGES Projektsitet
Dette projekt medfinansieres af "Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram", (GUDP) under Fødevareministeriet.
 

Formålet med Born2Live er at reducere den totale pattegrisedødelighed indtil fravænning. Målet er at forbedre søernes blodsukker for at opnå hurtige faringer, hvorved dødfødte veksles til levendefødte.

Born2live vil også reducere dødeligheden efter fødsel, fordi grisene fødes mere livskraftige og færre lægges ihjel. Hurtige faringer og høj overlevelse sikres via fodring de sidste ca. 2 dage før faring. Effekterne forventes ud fra:

  1. flere måltider pr. dag,
  2. mere foder pr. måltid,
  3. mere energi fra fibre i foderet og
  4. ekstra energi fra sukker eller glycerol.

Born2Live forventes at reducere dødfødte med 1,5 %-point og øge den samlede pattegriseoverlevelse indtil fravænning med yderligere 0,5 %-point. Et nyt studie har vist, at andelen af dødfødte grise er meget lav (3,7 %), når søer begynder at fare tæt på sidste måltid (landsgennemsnittet er 9,4%). Born2Live vil sikre, at der udvikles nye fodringsstrategier og nye produkter, så alle danske sobesætninger kan reducere andelen af dødfødte grise. Hvis 80% af de danske svineproducenter implementerer den nye viden opnås en potentiel merindtjening på mindst 139 mio. kr. årligt. Dette projekt vil sikre, at den nyeste viden om at højt blodsukker ved faring giver få dødfødte grise udnyttes maksimalt ude på staldgangen.

Projektet forbedrer ikke blot svineproducenternes bundlinje, men øger også branchens konkurrenceevne markant, bidrager med bedre velfærd hos søer og pattegrise og reducerer miljøbelastningen. 

 

Tema: Fasefodring i farestalden (og andet spændende)

ERFA-møde , Welfare Pigs, 9.juni 2021


© 2021 - SEGES Projektsitet