En ud af tre pattegrise i den danske økologiske svineproduktion dør før fravænning. Denne meget høje pattegrisedødelighed er en væsentlig barriere for at opnå en forventet høj vækstrate i økologisk svineproduktion. Den høje dødelighed antages at være relateret til fødsel af flere grise end soen kan passe og som samtidig er små og svage. Det anvendte avlsmateriale syntes mindre egnet til økologisk produktionen, hvor soen farer i svært tilgængelige hytter, har lange laktationer og hvor det er svært at håndtere overskydende grise i et kuld. Projektet vil facilitere en reduktion i pattegrisedødelighed fra 33 % til 20 % af totalfødte grise, øge fravænningsvægten med et kg per gris og give en ekstra gris per kuld. Indsatsen vil styrke den økologiske svineproduktions troværdighed i forhold til god dyrevelfærd. Projektet identificerer 1) i 10 økologiske besætninger risikofaktorer for pattegrisedødelighed relateret til so og pattegrise, 2) undersøger betydningen af at introducere et særligt økologisk avlsmål specifikt rettet mod fødsel af færre og mere robuste grise 3) undersøger hvordan faringsovervågning og
sikring af et bedre nærklima for søer og pattegrise under faring påvirker overlevelse og vækst, og identificerer de bedste hytter der tilgodeser muligheden for at udnytte de forbedrede praksis. Der etableres demonstrationgårde hvor best management practice implementeres. Projektets resultater spredes via rådgivning, workshops, demonstrationsgårde og skriftlig formidling. |
|