Fundamentet for landbrugsbedriftens bæredygtighedsplatform
Projektansvarlig: Søren Bisp
De forventede resultater fra projektet bliver offentliggjort på denne internetside:
4. kvartal 2021. Projektets resultater stilles gratis til rådighed
Introduktion:
Formålet med projektet er at etablere fundamentet for en landbrugsbedrifts bæredygtighedsplatform, så landmænd på sigt kan dokumentere bedriftens bæredygtighed på et kvalificeret og standardiseret grundlag.
I projektets arbejdspakke 2 etableres det faglige fundament for landbrugsbedriftens bæredygtighedsrapportering, der skal skabe værdi af data og muligheder for faktabaseret og dokumenteret bæredygtig udvikling. For at sikre den nødvendige troværdighed af datagrundlaget i hele værdikæden, er det afgørende at have et veldokumenteret fagligt grundlag, som danner basis for beregningerne af den enkelte bedrifts bæredygtighed.
Der blev i 2019 i projektet ”Landbrugsbedriftens bæredygtighedsværktøj – Udvikling af drejebog og kravspecifikation” – der var finansieret af Promilleafgiftsfonden for landbrug – beskrevet 10 foreløbige bæredygtighedstemaer. For hvert af disse temaer fastlægges i nærværende projekt nogle tilknyttede indikatorer, som er de konkrete forhold, der skal dokumenteres. For hver indikator beskrives det landbrugsfaglige grundlag, og der fastlægges målepunkter og målemetoder. Det er et meget omfattende arbejde at få afdækket hele det faglige grundlag, da der er mange komplekse problemstillinger inden for bæredygtighedsområdet. Hertil kommer, at der findes forskellige standarder, certificeringer o.l., herunder den nye EU-Taksonomi for bæredygtig finansiering, flere ESG-standarder samt nationale og europæiske fastsatte miljømålsætninger, som det er nødvendigt at forholde sig til, så der sikres et fagligt kvalificeret fundament for den fremadrettede bæredygtighedsrapportering.
Under dette arbejde viste det sig for eksempel, at det var nødvendigt at justere det foreløbige tema ”Vandmiljø og vandkvalitet” til ”Vand- og luftkvalitet”, så det følger andre væsentlige tilgange.
Der er for seks af de ti bæredygtighedstemaer fastlagt og beskrevet tilknyttede indikatorer. For de resterende fire bæredygtighedstemaer – Biodiversitet og natur, Vand- og luftkvalitet, Husdyrenes sundhed og velfærd samt Markjordens frugtbarhed – er der behov for at foretage yderligere afdækninger og vurderinger bl.a. i forhold til de forskellige standarder, hvilket tidsmæssigt ikke har været muligt at afslutte i projektperioden, da dette arbejde er blevet betydeligt mere omfattende end vurderet på ansøgningstidspunktet. Der ansøges derfor om at måtte fortsætte arbejdet i 2021, så der sikres det nødvendige faglige grundlag for at etablere et velunderbygget og kvalificeret fundament for hele bæredygtighedsrapporteringen.
Projektresultater:
AP2:
Bæredygtighedsindikatorer på bedriften. Indikatorer, målepunkter og opgørelsesmetoder
Notat: Leverer et fagligt fundament for at kunne dokumentere bæredygtig udvikling inden for klima og miljø samt på andre bæredygtighedstemaer i dansk landbrug. Opdateret i 2021 med indikatorer for biodiversitet og natur, vand- og luftkvalitet, husdyrenes sundhed og velfærd og markjordens frugtbarhed.
AP6:
Bæredygtig udvikling på gården bygger på dygtig ledelse
Debatindlæg om vigtigheden af ledelse for bæredygtig udvikling. Sendt til Landbrugsmedierne (uge 43).
Debatindlæg: Bæredygtig udvikling på gården bygger på dygtig ledelse
3/11 En bæredygtig udvikling i landbruget kræver en involverende og åbensindet ledelsesindsats på den enkelte bedrift. Landmændenes rådgivere og uddannelsesinstitutioner spiller en vigtig rolle i den fremtidige bæredygtige udvikling. Artikel bragt i Maskinbladet.
Debatindlæg: Dokumentation af bæredygtig udvikling i landbruget er dybt komplekst
19/11 Det er nødvendigt at kunne opgøre den bæredygtige udvikling i dansk landbrugsproduktion. Men indsamling og analyse af data er dybt komplekst, og for flere forhold er der endnu ikke godkendte opgørelsesmetoder eller enighed om, hvad og hvordan der skal dokumenteres. Artikel bragt i Maskinbladet.
Indikatorer for bæredygtig udvikling på bedriftsniveau
En kort introduktion til baggrund og kontekst samt præsentation af indikatorer for bæredygtig udvikling på bedriftsniveau.